Sex & Samfund fik i denne uge lejlighed til at drøfte seksualundervisning i folkeskolen direkte med undervisningsminister Bertel Haarder. Det skete på et stormøde i Undervisningsministeriet mandag den 25. januar, hvor en række institutioner og organisationer var blevet inviteret til at drøfte med Bertel Haarder, hvordan man kan forbedre den nuværende seksualundervisning.
Mødet var kommet i stand, efter at ministeren i begyndelsen af december i Go'morgen Danmark sagde, at hvis seksualundervisningen ikke fungerer godt nok, så var han villig til at lytte til gode forslag fra eksperter på området, herunder Sex & Samfund.
Hos Sex & Samfund var man da heller ikke i tvivl om, hvad man ville foreslå ministeren. Organisationen havde på forhånd samlet sine synspunkter i fem hovedpunkter:
• Det skal sikres, at alle skoler rent faktisk lever op til forpligtelserne i forhold til faget, som det er beskrevet i Fælles Mål. Det kan bl.a. ske ved at indføre et vejledende timetal i faget.
• Undervisningen af lærerstuderende på læreruddannelserne skal styrkes, så alle får tilbud om kurser i seksualundervisning.
• Det skal sikres, at der er efteruddannelsestilbud til lærerne i faget over hele landet - og at lærerne får opbakning på deres skoler til at tage disse kurser.
• Der skal opbygges en faglighed på skolerne, så lærerne professionelt kan forholde sig til at undervise i faget. Det kan f.eks. ske ved at skolerne udnævner en fagkoordinator med ansvar for seksualundervisningen.
• Der skal sikres kontinuerlig støtte til udvikling af nye materialer og initiativer til brug i seksualundervisningen.
- Sammenlagt kan man sige, at der dels er brug for at sikre, at seksualundervisningen bliver gennemført, dels at styrke fagligheden omkring undervisningen. Vi mener, det bedst kan ske ved, at skolerne bliver forpligtet på et konkret årligt timetal i faget, og at lærerne sikres både uddannelse, efteruddannelse og opdaterede undervisningsmaterialer, siger generalsekretær Bjarne B. Christensen fra Sex & Samfund.
Om resultatet af mødet siger han:
- På mødet havde stort set samtlige fremmødte gode ideer og forslag til initiativer, der kunne forbedre seksualundervisningen i folkeskolen. Umiddelbart var det dog meget begrænset, hvilke konkrete tilsagn vi kan tage med fra mødet. Så vi vil arbejde for, at de gode drøftelser og intentioner, som kom frem på mødet, nu også bliver fulgt op af konkrete handlinger. Og vi forventer også, at undervisningsministeren vil engagere sig tættere i at realisere mange af de konkrete forslag, der kom frem. Det var desværre tydeligt, at der ikke p.t. synes at være ministeriel opbakning til at investere flere midler i områder, herunder at angive vejledende timetal for faget, hvilket er meget beklageligt.
Ud over Sex & Samfund var følgende inviteret med til mødet: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen, Kommunernes Landsforening, Skolelederne, Danmarks Lærerforening, Danske Skoleelever, Skole & Samfund, Professionshøjskolerne/læreruddannelsen, KOSMOS og Sundhedshus for Unge i Århus.