17-årige Mariam Ali var allerede i coma, da hun ankom til General Reference Hospital i Tchads hovedstad N’Djamena liggende på ladet af en lastbil.
Hun var otte måneder henne og havde haft flere anfald på grund af for højt blodtryk. Det havde taget hendes mor tre dage at få hende fra landsbyen 80 kilometer væk til hospitalet – men det var for sent. Få dage senere døde Mariam og det endnu ufødte barn.
- Hun døde af mangel på simpel medicin og hjælp op til fødslen, siger fødselslæge Grace Kodingo, som forsøgte at redde Mariam, og tilføjer:
- Det var aldrig sket i Europa.
Der er et ordsprog i Tchad, der lyder således: ”En gravid kvinde står med den ene fod i graven”. Det beskriver bedre end noget den forfærdelige risiko, som tusinder af kvinder fra verdens fattigste lande udsættes for, når de bliver gravide.
Og de gør det i ubemærkethed uden store overskrifter i aviserne. For nogle uger siden fokuserede medierne f.eks. på Malawis Højesteret og popdivaen Madonnas ansøgning om at adoptere fire-årige, forældreløse Mercy James. Til gengæld skrev ingen aviser om Mercy James 18-årige mor, der døde fem dage efter fødslen eller om, hvorfor Malawi har en af de højeste mødredødeligheds-rater i verden.
Et konservativt skøn viser, at over en halv million kvinder i udviklingslandene dør hvert år på grund af graviditet og fødsel. Det svarer til en kvinde i minuttet. Og hvor en kvinde i f.eks. Storbritannien har en risiko på 1:5.100 for at dø af graviditet og fødsel er odds’ne for kvinder i Afrika syd for Sahara 1:22. Dertil kommer, at millioner af de kvinder, som overlever, får livsvarige skader og mén. Og mødredødelighed er tæt forbundet med risikoen for, at 3,7 mio. spædbørn dør hvert år inden for den første måned af deres liv.
Mødredødelighed skyldes hovedsageligt fem ting: Svangerskabsforgiftning, styrblødning, infektioner, lange og vanskelige fødsler samt komplikationer i forbindelse med aborter. Den virkelige ”dræber” er imidlertid fattigdom og manglende politisk indgriben.
De fleste tilfælde af mødredødelighed kan således forhindres ved basis sundhedsydelser for mødre og børn. Effektiv overvågning før fødslen, hjælp fra uddannede jordmødre under fødslen og nødberedskab, hvis noget går galt, ville kunne forhindre millioner af liv i at gå tabt. På samme måde vil det også kunne redde liv, hvis kvinderne fik større kontrol over, om og hvornår de ønsker at blive gravide. Ved at give dem adgang til familieplanlægning og sikre aborter vil man kunne forhindre omkring en tredjedel af dødsfaldene.
Nogle lande har bevist, at det ér muligt at gøre markant og hurtige fremskridt på området. F.eks. er mødredødeligheds-raterne faldet betydeligt i lande som Bangladesh, Nepal og Honduras, hvor regeringerne har prioriteret uddannelse af jordmødre og styrkelse af sundhedsydelser til mødre og børn. På samme måde er Mozambique og Etiopien også på vej i den rigtige retning.
Alligevel er de globale tal chokerende. I løbet af de seneste 10 år har mødredødelighedsraten globalt set stort set ikke ændret sig. Så derfor halter verden håbløst bagefter i forhold til den to-tredjedeles reduktion, som er en del af FN’s 2015 Mål. Og alligevel er der kun ganske lidt politisk fokus på området. Det skyldes dels, at de fleste af ofrene er fattige, dels nedarvede og nedgroede vaner omkring kønsroller.
Manglende investeringer, dårlig ledelse og manglende engagement for at skabe ligestilling i sundhedssektoren gør, at millioner af sårbare kvinder udsættes for fare. Mindre end halvdelen af de gravide kvinder i Asien og Afrika har f.eks. trænede hjælpere ved fødslen. Og hovedparten modtager ingen undersøgelser under graviditeten – specielt ikke, hvis de er fattige, analfabeter eller bor på landet.
I Indien, som tegner sig for fire ud af fem mødredødsfald på verdensplan, føder 60 pct. af kvinderne på landet uden trænede fødselshjælpere. Og selv der, hvor der er adgang til disse services, er der mange regeringer, som tager betaling for ydelserne – i realiteten en slags betaling på graviditeter og fødsler. Dette ekskluderer de fattige, øger den sundhedsmæssige ulighed og lemlæster sårbare kvinder og børn.
De store donorlande kan også gøre meget mere end i dag for at reducere mødredødeligheds-problemet. De kunne f.eks. begynde med at leve op til de forpligtelser, de pålagde sig selv i 2005 om at fordoble den finansielle hjælp til landene i Afrika syd for Sahara. Men det handler ikke blot om kvantitet. Når det gælder sundhed satser donorlandene på højt profilerede, medie-venlige, enkelts-sags initiativer og –områder som f.eks. hiv/aids og malaria. Det fjerner imidlertid opmærksomheden fra den virkelige udfordring: En generel styrkelse af landenes sundhedssystemer.
Effektiv mødre- og børnesundhed kræver en række foranstaltninger lige fra små sundhedsklinikker i landområderne og tilstrækkeligt udstyr til overordnede nationale handlingsplaner. Uddannet personale er rygraden i ethvert sundhedssystem. Derfor skal donorlandene forpligte sig på lang sigt med finansiel, uddannelsesmæssig og organisatorisk støtte på tværs af hele sundhedssektoren
17-årige Mariam Ali var allerede i coma, da hun ankom til General Reference Hospital i Tchads hovedstad N’Djamena liggende på ladet af en lastbil.