Mangel på kondomer i Uganda bekymrer sundhedseksperter
Investeringer i reproduktiv sundhed står langt fra øverst på prioriteringslisten hos regeringen i Uganda – og det har nu ført til akut mangel på kondomer i det afrikanske land.
Kondomer er ellers både den billigste og mest populære måde i Uganda, når det gælder om at beskytte sig mod hiv og andre sexsygdomme samt uønsket graviditet.
Og ifølge Dr. Moses Muwonge, en lokal rådgiver inden for reproduktiv sundhed, havde Uganda i maj et lager på blot 12 mio. kondomer, hvilket ikke engang dækker en måneds behov.
Landet har brug for over 220 mio. kondomer om året for at opfylde behovet, men importerer kun mellem 80-120 mio. kondomer – altså mindre end halvdelen af, hvad der er brug for.
- Det betyder, at hvis alle mænd skulle bruge kondom, så ville de kun have tre kondomer hver til deres rådighed om året, forklarer Moses Muwonge.
Kondomer har også vist sig effektive til at reducere antallet af teenage-graviditeter – et vigtigt faktum i et land, hvor over 50 pct. af befolkningen er under 24 år, og hvor teenagegraviditeter er en af årsagerne til, at mødredødeligheden fortsat er meget høj i landet (435 døde kvinder for hver 100.000 fødsler).
Ugandas præsident Yoweri Musevini mener omvendt, at landet har brug for mange fødsler og en stor befolkning. Det vil sætte gang i økonomien, mener han.
- En høj befolkningsvækst sikrer en optimal udnyttelse af Ugandas naturlige og menneskelige ressourcer, øget efterspørgsel og produktion og dermed også øget økonomisk vækst, fastslår Musevini.
FN mener til gengæld, at det bliver en kamp op af bakke for Uganda at nå at opfylde FNs MDG-mål nummer 4 og 5 om at reducere spædbarns- og mødredødeligheden i landet og øge kvindernes seksuelle sundhed.