I det sidste års tid har 15-årige Karen Awuor haft et nyt, dagligt ritual – hun tager antiretroviral medicin.
Hun opdagede, at hun var hiv-positiv, da hun blev uønsket gravid og måtte droppe ud af skolen. Hendes baby døde efter blot fire måneder.
- Da jeg gik i 7. klasse, indledte jeg et forhold med en af mine lærere. Han lovede at betale for min skolegang, hvis jeg ville gifte mig med ham. Men da jeg så blev gravid med hans barn og droppede ud af skolen, vendte han på en tallerken og begyndte at behandle mig som om han ikke kendte mig, fortæller hun.
Lærer-elev forhold er ikke ualmindelige i Kenyas sydvestlige Nyanza-provins, hvor Awuor bor. Geoffrey Cherongis, leder af provinsens undervisningssektor, siger, at seksuelle forhold mellem lærere og elever er en trussel mod pigernes helbred og fremtid – og at de i forvejen udgør under 40 pct. af de studerende.
- Nogle lærere lever med hiv og spreder det til unge piger, som knap ved, hvad det er, de går ind til. Og det hele kompliceres yderligere af, at forældrene i specielt landområderne, støtter affærerne, fordi det gavner dem økonomisk, forklarer han.
Ifølge Center for Forskning i Unge i Kenya har Nyanza-provinsen en af de højeste forekomster af teenage-graviditeter i landet – og en af de højeste drop-ud rater i skolerne. I Nyanza er pigernes gennemsnitlige seksuelle debutalder 16 år mod 19 i hovedstaden Nairobi. Og provinsens hiv-rate på 15,3 pct. er dobbelt så høj som landsgennemsnittet i Kenya, hvilket gør, at de unge piger er specielt udsatte i forhold til at blive smittet.
Hovedårsagen til pigernes tidlige debutalder er ekstrem fattigdom. Flere end 60 pct. af indbyggerne lever for under 1 dollar om dagen, og samtidig har Nyanza også landets største forekomst af forældreløse børn, hvis forældre er døde af hiv og aids.
- Fattigdom og høje dødstal, som gør pigerne forældreløse i en tidlig alder, får dem til at søge efter at tjene penge på enhver tænkelig måde – ikke bare for at klare sig selv, men også så de kan tage sig af deres søskende, siger Luke Opondo, koordinator i provinsen for aids og andre sexsygdomme.
Modsat pigerne er lærerne veluddannede, har en stabil indkomst og har ofte mere magt og indflydelse end de fleste andre i Nyanza-provinsen.
Saulina Ondoro, en 65-årig bedstemor, der tager sig af fem, forældreløse teenagepiger, siger, at hun ikke ville stille sig i vejen for et seksuelt forhold mellem hendes børnebørn og hvem som helst, der kunne hjælpe hende økonomisk med at tage sig af dem.
- De er gamle nok, og jeg kan knap forsørge dem. Hvis nogen af dem kan få en mand til at sørge for sig, hvorfor skulle jeg så stille mig i vejen?, spørger hun.
De materielle fordele ved et lærer-elev forhold gør, at disse piger ofte møder beundring hos deres klassekammerater.
- Jeg får penge og mine kammerater i skolen respekterer mig, fordi det at have et forhold til en lærer er en stor bedrift for os piger, siger 14-årige Viviane Aoko, som har et seksuelt forhold til sin gifte lærer.
Nogle lærere klager over, at pigerne aktivt opsøger dem for at få et forhold og dermed forbedre deres økonomiske status.
- Nogle piger putter endda nøgenbilleder af sig selv i deres øvehæfter, når de giver dem til lærerne for at få rettet deres opgaver, fortæller Daniel Oloo, lærer på en lokal skole i Nyanza provinsen.
Luke Opondo mener imidlertid ikke, at man kan bebrejde pigerne og give dem skylden.
- Det holder ikke, når nogen lærere hævder, at det er pigerne som opsøger dem for at få en affære. Pigerne er jo teenagere, mens lærerne er voksne, som i stedet skulle opføre sig som deres forældre. En 45-årig mand kan ikke hævde, at han blev presset af en 14-årig pige, fastslår han, og fortsætter:
- I virkeligheden tvinges mange af pigerne ind i et seksuelt forhold, og det er en dobbelt tragedie for dem. På den ene side kan de ikke forhandle og kræve sikker sex, fordi de er så sårbare og udsatte. På den anden siden side kan de ikke gå til myndighederne, fordi de så bliver udstillet som ofre. Mere seksualundervisning og strengere straffe til lærerne er den sikreste vej til at løse problemet.
Opondo mener også, det er nødvendigt at bekæmpe fattigdommen og den manglende økonomiske hjælp til de forældreløse piger.
Kenyas undervisningsministerium har en undervisningsplan for hiv/aids-forebyggelse, der fokuserer på de ældste klasser i grundskolen, men der står ikke noget i den om lærer-elev forhold, så disse sager behandles i stedet af skolernes ledelse.
I 2006 viste en undersøgelse, at selv om kenyanske lærere er relativt veluddannede, så er de ”forvirrede og mangler information”, hvad angår vigtige aspekter omkring hiv/aids.