- Barnet blev født i Danmark, men blev med det samme forankret i udlandet.
Sådan indledte Sex & Samfunds generalsekretær, Bjarne B. Christensen, sin 100-års tale for foreningens grundlægger, lægen Agnete Bræstrup. Barnet, han hentydede til, var Sex & Samfund, som Agnete Bræstrup grundlage i 1956, og den udenlandske forankring det faktum, at foreningen stort set fra starten har været medlem af International Planned Parenthood Federation (IPPF).
100-års jubilæet blev fejret med en fødselsdagsreception den 16. december. Omkring 60 mødte op - heriblandt de tre formænd, der fulgte efter Agnete Bræstrup, og som mindedes hende på hver deres måde.
Sex & Samfunds nuværende formand, Christian Graugaard lagde for både i tale og skrift. Han havde således skrevet et 32 sider langt mindeskrift for den kvinde, der har været med til, at vi i dag har såvel fri abort som obligatorisk seksualundervisning i folkeskolen i Danmark. Om det skriver Christian Graugaard bl.a.
"Agnete Bræstrup kæmpede i størstedelen af sit faglige liv for kvinders ret til selv at bestemme, hvorvidt og hvornår de vil have børn. Desuden betonede hin igen og igen vigtigheden af at gøre familieplanlægning til en integreret del af alle landets sundhedssystemer, og hun mente, at religiøse, moralske og juridiske barrierer mod brugen af prævention måtte nedbrydes gennem oplysning og strategiske samarbejder med lokale familieplanlægningsorganisationer."
Hvor fremsynet dette end lyder, så var Sex & Samfunds grundlægger dog også en kvinde af sin tid og havde meget konservative holdninger omkring f.eks. kvinders seksualitet og ugifte mødre. Om sidstnævnte skrev Bræstrup følgende i en af sine bøger:
"Uægteskabelige forhold har ofte rod i en vanskelig og konfliktladet barndom efterfulgt af et rodløst ungdomsliv, hvor kvinden kaster sig gladelig om halsen på den første og bedste for at finde ro og kærlighed."
Og den kvindelige seksualitet karakteriserede Sex & Samfunds stifter således:
"Mens unge mænd fra naturens hånd er udstyret med et ukontrollabelt driftspres, så oplever unge kvinder typisk en stærk trang til ømhed. Der findes ganske vist piger, som er let tilgængelige, og som ikke tager det så tungt med at gå fra det ene forhold til det andet, men de har fuldstændig misforstået deres køn og optræder med en forloren oversexethed i håb om at blive populære."
Et tredje eksempel på Agnete Bræstrups holdninger var hendes dybe reservation over for prostitution, der i hendes seksualpædagogiske bøger beskrives på følgende møde:
"Dels fordi sex mod betaling ofte er en social og erotisk glidebane, dels fordi prostitutionsforholdet per se er en trist sekundavare, som højst vil bringe afspænding for opdæmmede drifters pres, men derimod aldrig den dybe ro, der kendetegner den oplevede kærlighedslykke. Kun i den varige kærlighedsrelation mellem mand og kvinde finder man således grobund for den sunde og autentiske seksualitet."
Endelig mente Agnete Bræstrup således om homoseksualitet:
"Homoseksualitet er en problemstilling, som i langt overvejende grad vedrører mænd, og som i flertallet af tilfældene skyldes generthed over for det modsatte køn eller dårlig indflydelse med gradvis seksuel afsporing. Derfor bør især unge mænd tage sig i agt for homoerotiske eksperimenter, fordi der langsomt og umærkeligt kan ske en erosion af integritet og psykosocial trivsel med fare for skader af permanent art."
Viljestærk både som formand og mor
Agnete Bræstrup var formand for Foreningen for Familieplanlægning, som Sex & Samfund hed før 1996, i 27 år fra 1956-1983.
Hendes efterfølger blev lægen Mogens Osler, der kun modstræbende tog imod formandshvervet, selv om han allerede da havde været en del af foreningens kerne i mange år.
Både Agnete Bræstrup og Mogens Osler ønskede i stedet den noget yngre læge Hanne Risør som formand, men hun mente ikke selv, at hun var parat på det tidspunkt. Mogens Osler indvilgede derfor i at overtage formandsposten i en overgangsperiode på et par år. "Overgangsperioden" endte dog med at var næsten 10 år, inden Hanne Risør overtog posten i 1993 og beholdt den frem til 2003.
Mens Mogens Osler og Hanne Risør ved jubilæet tegnede et nuanceret billede af Agnete Bræstrup som en markant, men også eneherskende formand, fik deltagerne er lignende nuanceret indblik i privatpersonen Agnete Bræstrup via hendes søn Claus Bræstrup:
- Hvordan vi blev opdraget? Vi blev korrekt opdraget, fik noget ordentligt at spise og ordentligt fodtøj. Derudover blandede min mor sig ikke meget i, hvad jeg lavede, og det havde vi det begge to bedst med, forklarede han.
Claus Bræstrups egen seksualundervisning foregik i hjemmet, hvor han blev kaldt ind i studerekammeret til sin mor og derefter fik vist en række plancher fra gamle anatomiske lærebøger.
Derudover tegnede han følgende billede af sin viljestærke mor:
- Når Agnete først én gang havde sagt nej, så mente hun nej og ændrede det ikke. Det har jeg altid senere ment var en kedelig egenskab – en egenskab som signalerer, at man allerede har besluttet sig og ikke kan blive klogere. Den slags mennesker har langt fra altid ret, men når de har det, så er det deres evne til at holde fast i disse ideer, der kan ændre samfundet, som det også skete i min mors tilfælde.
Internationale fra starten
Sex & Samfunds generalsekretær sluttede talerækken af. Han hæftede sig bl.a. ved, at Agnete Bræstrup fra starten havde sørget for, at Sex & Samfund også var internationalt funderet. Hun deltog således med stor entusiasme i den internationale græsrodsarbejde i IPPF og var endda præsident for organisationen i perioden 1969-1971.
På samme måde samarbejdede hun tæt med Danida og var med til, at man i stigende grad fik medtænkt seksuel og reproduktiv sundhed (herunder mødredødelighed, illegale aborter og familieplanlægning) i bevillingerne og de strategiske overvejelser.
- Så vi har altid været internationalt orienterede. Vi er sågar begyndt ar arbejde med sex og klima. I begyndelsen var jeg godt nok lidt skeptisk, men når 200 mio. kvinder rundt omkring i verden ikke selv kan vælge, om de vil bruge prævention, og når de deraf følgende store familier bliver ekstra sårbare over for klimaforandringer, så opstår der en ond cirkel, som vi er nødt til at hjælpe med til at bryde, forklarede Bjarne B. Christensen, som gav Agnete Bræstrup denne afskedsreplik:
- Om ånden fra Agnete Bræstrup forsat eksisterer i Sex & Samfund er et komplekst spørgsmål, for foreningen ser anderledes ud i dag, end da hun levede. På samme måde ved jeg ikke, om hun ville være stolt over den måde, som Sex & Samfund har udviklet sig på. Det håber jeg, men det vigtigste må være, at man får et kreativt barn, som kan stå på egne ben og tilpasse. Og selv om Agnetes barn efterhånden er blevet midaldrende, så er det fortsat i stand til at sætte sig spor i folks liv.