Meddelelse | 05-05-2010


Kampen mod mødredødelighed betaler sig


Den gode nyhed er, at der ikke længere dør en kvinde i minuttet i forbindelse med graviditet og fødsel. Den dårlige nyhed er, at mødredødelighed stadig koster næsten 350.000 piger og kvinder livet hvert år. Nu går der så bare halvandet minut mellem dødsfaldene i stedet.

 

De nye mødredelighedstal stammer fra en dugfrisk undersøgelse, som netop er blevet offentliggjort i det anerkendte medicinske tidsskrift Lancet. Ifølge undersøgelsen – der omfatter tal og forskning fra 181 lande i verden – er mødredødeligheden faldet med 35 pct. på verdensplan de sidste 30 år.

 

Hos Sex & Samfiund og International Planned Parenthood Federation (IPPF) – den globale hovedorganisation inden for seksuel sundhed – er man glade for undersøgelsen og dens resultater.
 

IPPF hæfter sig især ved, at undersøgelsen viser, at faldet i mødredødelighed har været mest markant i de lande, hvor man både politisk og økonomisk har prioriteret området. Det er f.eks. sket ved at sørge for familieplanlægning, uddannet personale ved fødsler og mulighed for professionel hjælp, hvis noget går galt.

 

”Undersøgelsen viser også, at pigernes og kvindernes uddannelsesniveau og indtægter spiller en afgørende rolle.”

 

”Og samtidig bekræfter den, at mødredødelighed fortsat er et globalt problem. At 343.000 piger og kvinder mistede livet i forbindelse med graviditet og fødsel i 2008. Og at deres død kunne være undgået, hvis alle lande i verden sørgede for, at deres borgere har adgang til en række simple sundhedstiltag, som ville være billige at købe og lette at indføre”, lyder det i en officiel kommentar fra IPPF.

 

Undersøgelsen viser, at fremgangen inden for mødredødelighed heller ikke ligeligt fordelt på verdenskortet. I mange af de fattigste lande i Afrika er problemet således uændret eller tilmed steget i den 30-års periode, som undersøgelsen omfatter.
Her mangler der forsat et stort arbejde, hvis man skal opfylde FNs 2015-mål på området om at reducere mødredødeligheden globalt set med 75 pct.

 

Desuden peger IPPF på, at det fortsat er svært at skaffe præcise tal for mødredødelighed, og at undersøgelsens tal fra en række lande er behæftet med stor usikkerhed. På samme måde beskæftiger undersøgelsen sig ikke med det faktum, at usikre aborter er skyld i 13 pct. af dødsfaldene.

 

Nogle frygter, at undersøgelsen vil resultere i færre investeringer i området. Men sådan ser Sex & Samfund ikke på det:

 

- Tværtimod har der aldrig været et bedre tidspunkt at investere i kampen mod mødredødelighed end nu, og undersøgelsen leverer lige de argumenter, som regeringer rundt omkring har brug for at vise, at det nytter noget, siger advocacy-medarbejder Mette Kirstine Schmidt fra Sex & Samfunds internationale afdeling og tilføjer:

 

- Og uanset om det er 500.000 eller 350.000 som dør om året, så er det stadig et faktum, at kvinders liv og helbred konsekvent underprioriteres. Det er de mange unødvendige dødsfald et tydeligt bevis på.




Tilbage