Meddelelse | 09-04-2010


Danmark bør presse Uganda omkring kontroversiel homolov


Trods massiv fordømmelse fra en lang række lande – heriblandt Danmark – arbejder Uganda fortsat videre med et lovforslag, der i yderste konsekvens kan betyde dødsstraf for homoseksualitet.
Så vidt tror Bjarke Oxlund fra Sex og Samfunds bestyrelse dog ikke, at det kommer til at gå. Han har bl.a. skrevet speciale i antropologi om forholdene i Uganda og boet i landet i en periode.

- Sandsynligvis ender det med en udvandet version af forslaget, hvor dødsstraffen er afskaffet. Men man vil nok fortsat fastholde en straf på livsvarigt fængsel for specifikke homoseksuelle aktiviteter, hvilket er lige så uacceptabelt, forklarer han.

Ifølge Bjarke Oxlund begyndte kampen mod homoseksuelle på det afrikanske kontinent allerede i slutningen af 80’erne, hvor Zimbabwes præsident Robert Mugabe var med til at skabe en forestilling om, at homoseksualitet er u-afrikansk og ikke findes i Afrika.

- Samtidig har hiv- og aids-organisationerne været med til at skubbe på denne forestilling ved udelukkende at tale om overførsel af hiv-smitte i forbindelse med heteroseksualitet.

- Der har tydeligvis også været højrereligiøse kræfter fra USA på spil i Uganda i forbindelse med lovforslaget – kræfter der både taler mod homoseksualitet og f.eks. abort præcis som de gør det hjemme i USA. På den måde er Uganda blevet scene for en international værdikamp for amerikanske højreværdier omkring hele SRSR-problematikken, fastslår Bjarke Oxlund.

Han mener også, at lovforslaget er udtryk for en form for post-kolonialisme. Om det siger han:

- Mange afrikanske lande har arvet deres tidligere koloniherrers love. Så lovene i f.eks. Uganda omkring homoseksualitet stammer oprindeligt fra engelsk lov, lige som der konstant refereres til biblen. Afrikanerne kan derfor med god grund sige til europæerne, at vi jo selv har lært dem, hvordan man skal opfatte tingene. Og da netop lovene omkring homoseksualitet har stor tilslutning i befolkningen bliver de samtidig opfattet som demokratiske love.

Bjarke Oxlund tror heller ikke, at Uganda bliver det eneste afrikanske land med meget hårde straffe for homoseksualitet.

- Vi kommer helt sikkert til at se andre afrikanske lande følge trop, fordi love mod homoseksuelle har vist sig at være en effektiv måde at mobilisere befolkningerne i de afrikanske lande. Ved at dæmonisere en enkelt gruppe, skaber man sammenhængskraft i resten af befolkningen. Det er smart men selvfølgelig dybt bekymrende, siger han og opfordrer Danmark til at øge presset på Uganda.

Uganda er således Danmarks primære bistandsland i Afrika. Hvert år støtter vi landet med over 300 mio. kroner, lige som vi har ydet massiv støtte til menneskerettighedsarbejdet i Uganda.

- Der findes endda et dansk finansieret center for menneskerettigheder i landet. Derfor må det også være muligt at lægge pres på Uganda. Hvis Søren Pind virkelig ønsker at være frihedsminister, som han hævder, så må han tage en snak med magthaverne i Uganda om, at det er langt ude at indføre dødsstraf for at følge sin seksualitet.

- Men det er selvfølgelig en balancegang, for ved at presse for meget kan man let komme til at spille Ugandas spil og øge tilslutningen til lovforslaget. Måske er der behov for at definere en ny dagsorden hvor man i stedet for homoseksualitet taler om, hvilke rettigheder, der bør gælde for alle mennesker
, slutter Bjarke Oxlund.
 




Tilbage