Meddelelse | 27-09-2009


Unge: Giv os gratis kondomer


Hvis man gerne vil have mange flere unge til at bruge kondom – og dermed undgå sexsygdomme og uønskede graviditeter – så skal man bare dele dem gratis ud.
Sådan lyder konklusionen i en ny spørgeundersøgelse, som Sex & Samfund har gennemført på organisationens seksualrådgivning Sexlinien for Unge ( www.sexlinien.dk )
Her har godt 600 unge svaret på, hvad der ville få dem til at bruge kondom oftere. Og topscoreren med 53 pct. af stemmerne er, at kondomerne skal være gratis.
Totalt set fordelte svarene sig således:

Vil du bruge kondom oftere hvis:
•    Der er flere slags at vælge imellem (4,2 pct.)
•    De beskytter endnu bedre (12,2 pct.)
•    De er nemmere at bruge (9,5 pct.)
•    De er gratis (53,2 pct.)
•    Det er et krav fra din sexpartner (8,2 pct.)
•    Jeg vil ikke bruge kondom (8,4 pct.)
•    Ved ikke (4,3 pct.)


Hos Sex & Samfund er man ikke overraskede over svaret. Men samtidig mener organisationen ikke, at gratis kondomer kan stå alene:

- Vi er tilhængere af gratis kondomer, og vi anerkender de unges ønske. Men omvendt kan man give de unge lige så mange gratis kondomer, det skal være. Hvis man ikke samtidig forklarer dem, hvordan de skal bruges, og hvordan man beskytter sig mod f.eks. sexsygdomme, så hjælper det ikke, fastslår Marianne Lomholt, leder af Sex & Samfunds nationale afdeling.

Hun opfordrer derfor til at sætte langt mere fokus på kondomer via rådgivning, undervisning og kampagner, som det f.eks. sker i disse uger i Sundhedsstyrelsens landsdækkende ”Kun med kondom” kampagne.

- De unge i undersøgelsen tegner den ene del af det billede, vi oplever. Den andel del møder vi, når vi er ude at undervise. Her oplever vi, hvor besværligt og tabubelagt det kan være for de unge at bruge kondom. Både at gå ned og købe dem, tage dem med, når de skal i byen og – ikke mindst – at kræve det af deres partner i selve situationen. Mange piger er f.eks. bange for at blive anset for at være ”billige”, hvis de har et kondom i tasken, forklarer Marianne Lomholt og tilføjer:

- Igen handler det om, at vi gennem undervisningen og rådgivningen anerkender de unges virkelighed. Vi skal ikke bilde dem ind, at det er problemløst at bruge kondom. Men de skal gøres opmærksom på, at hvis de vælger at gå i seng med deres partner uden at bruge kondom, så går de ikke bare i seng med ham/hende, men også med alle deres partners tidligere sexpartnere.

For yderligere spørgsmål kontakt:
National leder, Marianne Lomholt, Sex & Samfund, på tlf. 3369 5602 / 2083 4522


 




Tilbage