Meddelelse | 26-08-2009


Obama sætter fingeraftryk på PEPFAR


Barack Obama har endnu engang signaleret nye tider inden for familieplanlægning, seksuel og reproduktiv sundhed samt mødre og børns sundhed. Og denne gang er det den amerikanske regerings største sundhedsprogram PEPFAR, som ændrer kurs.
I den årlige Country Operational Plan (COP) gør Obama-administrationen det således klart, at en effektiv hiv/aids-forebyggelse og –behandling kræver, at indsatsen koordineres og integreres med andre initiativer inden for sundhed, uddannelse og ligestilling.
Kursskiftet har skabt glæde blandt de ngo’er og institutioner, som beskæftiger sig med seksuel sundhed. Mange ser det som et første skridt på vejen mod at få integreret PEPFAR-programmet med de relevante USA-støttede sundhedsprogrammer, services og forsyninger. Og det er en velkommen ændring i forhold til tidligere COP-retningslinjer, som tværtimod har sat barrierer op mellem familieplanlægning og seksuel og reproduktiv sundhed på den ene side og USA's udviklingshjælp på den anden.
Derfor er det nu op til lokale og regionale NGO’er at støtte Obama-administrationens udmelding med egne strategier og programmer, hvor familieplanlægning og seksuel og reproduktiv sundhed samt mødre og børns sundhed integreres med hiv/aids forebyggelse.
 




Tilbage