Meddelelse | 23-03-2009


Kenya debatterer lovlig abort


Abortspørgsmålet er meget følelsesladet. Kvindegrupper argumenterer for, at lovforslaget om reproduktiv sundhed og rettigheder vil beskytte kvinder fra død og skader i forbindelse med illegale aborter, mens kritikerne siger, at abort strider imod afrikansk tradition og kultur og er blevet trukket ned over landet af vestlige interesser.

Beregninger viser, at omkring 2.000 kenyanske kvinder dør hvert år på grund af komplikationer i forbindelse med illegale aborter.

Og ifølge den kenyanske regering bliver der i landet foretaget omkring 300.000 illegale aborter årligt, hvoraf ca. 20.000 kvinder bliver indlagt på grund af abortrelaterede komplikationer.

Det er tal som disse, der har fået The Federation of Women Lawyers (FIDA) til at hjælpe med at udforme et udkast til et lovforslag om reproduktiv sundhed og rettigheder, som søger at legalisere abort.

I mellemtiden rapporteres der om mangel på kvindekondomer på de offentlige hospitaler, og det går ud over kvinders muligheder for at beskytte dem selv imod uønsket graviditet og sexsygdomme.

Kvindekondomer er tilgængelige på privathospitaler og på apoteker i provinsen, men de koster helt op til fem dollar – fem gange så meget som et kondom til mænd – og er derved utilgængelige for de fleste kvinder.

- Med den aktuelle finansielle krise og den hungersnød, der er i landet, vil det være fuldstændig latterligt for en kvinde at gå hen og købe kondomer og så gå sulten i seng, siger Lorina Kagosha, der er koordinator for The Aids Population and Health Integrated Assistance Programme, som er finansieret af USAID.
 




Tilbage