Sex & Samfund og Helle Sjelle til International Befolkningskonference (ICPD)
I 1994 blev der for første gang skabt politisk konsensus om, at seksuel og reproduktiv sundhed er centralt for fattigdomsbekæmpelsen. Det blev bl.a. besluttet, at man frem til 2014 skal skabe universel ret til reproduktiv sundhed, og at alle skal have adgang til familieplanlægning. Målene er til en vis grad blevet erstattet af FNs 2015 mål - de såkaldte MDG-mål - men det gør ikke ICPD-målene mindre vigtige.
- Det er utroligt vigtigt, at konferencen bliver holdt, for på den måde sikrer man sig, at området ikke bliver glemt og landene bliver mindet om, hvad de har lovet, fortæller Mette Kirstine Schmidt.
Den største konference nogensinde
Konferencen bliver holdt af FNs Befolkningsfond UNFPA hvert 2. eller 3. år, for at følge op på hvor langt, de enkelte lande er nået, og for at gøre rede for, hvad der skal gøres de kommende år. Og i år var det største møde nogensinde, med 120 lande samlet i Etiopiens hovedstad Addis Ababa.
På selve konferencen fortalte hvert land, hvor langt de er kommet, og eksperter giver deres mening til kende om, hvad der er vigtigt at gøre i fremtiden, for at målene kan nås. Ifølge Helle Sjelle kom der mange gode ting ud af konferencen i Addis Ababa:
- Det var en glimrende konference, der satte fokus på, hvor vigtigt det er, at vi politikere virkelig kæmper for, at regeringer verden over omsætter de mange fine ord og hensigtserklæringer til handling. Ellers nytter det jo ikke noget.
Ud over politikerne var der 10-15 internationale organisationer til stede på konferencen for at følge udviklingen og få en finger på pulsen. Blandt dem var Sex & Samfund, og Mette Kirstine Schmidt er glad for at have været med, da seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR) stadig er et ømtåleligt emne i mange lande. Det afspejler sig bl.a. i, hvor langt de er nået – eller rettere ikke nået - i udviklingen.
- SRSR er stadig kontroversielt for mange, og globalt set er støtten til området faktisk faldet. Det er derfor et meget vigtigt område, også selvom det møder modstand.
For Helle Sjelle var det også vigtigt at være med, da hun mener, det afspejler Danmarks engagement:
- Danmark prioriterer området meget højt. Og derfor var det vigtigt og også naturligt, at vi deltog, siger den danske politiker.
Kvinder i fokus
Det er da også ved at gå op for mange, at man er nødt til at satse på kvinder, hvis man skal skabe positiv udvikling. Omvendt er der dog også fortsat mange af de deltagende lande, der ikke har opfyldt de mål, de ellers har underskrevet, da kvinders rettigheder ofte bliver marginaliseret. Her mener Mette Kirstine Schmidt, at der skal en holdningsændring til:
- Sådan rent udviklingsmæssigt er det forkert ikke at satse på kvinder. Det er alment kendt, at man skal have kvinderne med for at udvikle et samfund, så det er nødvendigt at SRSR bliver behandlet som ethvert andet område og ikke som noget, der er kontroversielt. Det er nødvendigt for at give kvinderne bedre muligheder.
Deprimerende læsning
Konferencen blev rundet af ved, at alle landene underskrev en samlet erklæring, som opstiller, hvad de skal arbejde hen imod de kommende år. Som noget af det første i erklæringen, nævnes vigtigheden af kvinders rettigheder:
” Investing in the health and rights of women and girls is smart economics for families, communities and nations.”
I erklæringen er det dog også tydeligt, at man ikke er kommet så langt, som man havde håbet på tilbage i 1994. Der står således, at man trods nationale tiltag kun har gjort langsomme fremskridt i mange lande, og at det på baggrund af konflikter og kriser nu er blevet endnu mere presserende at handle.
Fremadrettet har landene i erklæringen opstillet en række mål, som de vil forsøge at nå.
De deltagende lande erklærer bl.a., at de i de kommende år vil forsøge at skabe opmærksomhed og advokere for SRSR, da det er vigtigt at bryde stilheden.
Samtidig erklærer alle landene, at de vil gennemgå den lovgivning, der stadig hindrer adgangen til seksuelle og reproduktive rettigheder, og kræve, at regeringer implementerer politikker, der fremskynder kvinders økonomiske, sociale og politiske rettigheder. Landene er desuden enige om at arbejde frem mod at give unge mennesker mere magt og indflydelse til at bestemme over deres eget liv - bl.a. ved at sørge for, at piger under 18 år ikke bliver gift, og ved at sikre, at unge gravide piger ikke oplever diskrimination. Landene vil desuden forsøge at forbedre sundheden ved at skabe et sundhedssystem, der er for alle og af høj kvalitet. Til slut erklærer landene, at de vil arbejde for, at alle har adgang til familieplanlægning.
- Der er naturligvis nogle lande, der prioriterer det mere end andre, f.eks. Danmark, medgiver Helle Sjelle.
Selvom erklæringen på overfladen ser positiv ud, kunne man ifølge Mette Kirstine Schmidt dog godt have ønsket sig mere:
- Det er ikke en ret progressiv erklæring, hvilket reflekterer, at det er svært at opnå politisk konsensus. Som det ser ud nu er det ikke muligt at nå målene, så det er altså bydende nødvendigt at sætte ind med en stor slutspurt for at forbedre vilkårene for kvinder, og også for at vise politisk mod og vilje.
Til spørgsmålet om det er muligt, at nå ICPD-målene inden for den planlagte tidsramme, er Helle Sjelle mere positiv:
- Det håber jeg, men der er ingen tvivl om, at der skal arbejdes hårdt, hvis vi skal nå det, fastslår hun.
I 1994 blev der for første gang skabt politisk konsensus om, at seksuel og reproduktiv sundhed er centralt for fattigdomsbekæmpelsen. Det blev bl.a. besluttet, at man frem til 2014 skal skabe universel ret til reproduktiv sundhed, og at alle skal have adgang til familieplanlægning. Målene er til en vis grad blevet erstattet af FNs 2015 mål - de såkaldte MDG-mål - men det gør ikke ICPD-målene mindre vigtige.
I erklæringen er det dog også tydeligt, at man ikke er kommet så langt, som man havde håbet på tilbage i 1994. Der står således, at man trods nationale tiltag kun har gjort langsomme fremskridt i mange lande, og at det på baggrund af konflikter og kriser nu er blevet endnu mere presserende at handle.